Ålborg Jolle

Ålborgjollen er tegnet 1929 af Aage Utzon, Jørn Utzons far, til brug for Søspejderne i Aalborg. Den er inspireret af Limfjordens klassiske fiskerjolle, Sjægten.

Ålborgjollen er ca. 5 m lang, 1,8 m bred og med en dybgang på ca. 0,75 meter. Den er som sjægten er en spidsgatter.

Historisk set får Ålborgjollen betydning for unge menneskers tilknytning til det maritime liv, indtil bygningen af både i glasfiber bliver udbredt.

Ålborg jollen blev hurtigt spejdergruppernes fortrukne bådtype, da den var robust, sødygtig og let at håndtere for søspejdere.

Tidligere blev unge sendt til søs tidligt, men kravet om 7 års skolegang betød, at mange unge først fik berøring med sejlads og et maritimt liv efter, de var fyldt 14 år.

Her fik søspejderne og Ålborgjollen en væsentlig rolle, idet børn og unge fik adgang til sejlads gennem søspejderne og Ålborgjollen.

Det er uvist, hvor mange joller der bygget af de forskellige spejdergrupper, og hvor mange der er bygget på værft, men der var en livlig byggeaktivitet op gennem 30.

I forbindelse med Danmarks besættelse, faldt byggeaktiviteten drastisk, af den simple grund at det var svært at skaffe de nødvendige bygge materialer, specielt fordi det krævede at materialerne var af høj kvalitet og at Eg og Lærketræ var krævet for at bygge en Ålborgjolle.

På et tidspunkt i 1943 beslutter en gruppe svende på Helsingør værft at bygge 5 Ålborgjoller. Beslutningen er ikke motiveret af socialt sindelag, men det faktum at svendene havde tilknytning til Ålsgårde Søspejdere, og hvad der var endnu vigtigere, søspejderne var stærkt knyttet til modstandsbevægelsen, hvor deres primære opgave var, at fordele nedkastede våben langs nordkysten. Historien fortæller, at Søgruppen var den spejdergruppe der havde den højeste gennemsnitsalder af landets søspejdere, og at stort set alle materialer til bygning af jollerne blev stjålet fra den tyske besættelsesmagt, der havde kontrol over Helsingør værft.

De 5 joller spillede deres rolle som forsyningsvej af våben og var flittigt brugt, men da freden kom, var deres rolle som sådan udspillet og jollerne indgik i Ålsgårde Søspejdergruppe under fredelige forhold.

Ålborgjollen bliver indhentet af tiden, da der fra midten af 1960 for alvor begynder at komme gang i sejlsport og stadig flere typer af joller bygget i glasfiber ser dagens lys. Samtidig bliver synet på Ålborgjollen stadigt mere anstrængt, da man finder Ålborgjollen utidssvarende, og specielt forholdet omkring vedligeholdelse svært og omkostningsfyldt.

De 5 Ålborgjoller fra Ålsgårde forsvinder gradvist, enkelte bliver solgt og andre ender på det årlige Sankthansbål, fordi de mere eller mindre er gået til.

En enkelt jolle bliver dog vedligeholdt og brugt og lever et stille liv, af en lille gruppe voksne søspejdere som holder båden i gang, i simpel kærlighed til båden og gode minder fra barn og ungdommen.

Omkring 2005 begyndte alderen at trykke for gruppen, og det blev stadigt sværere for gruppen at vedligeholde jollen og bruge den til sejlads, samtidig med at det blev stadigt svære at tilvejebringe de økonomiske midler der skulle til.

En enkelt voksen fra Spejdergruppen påtager sig at videreføre arven omkring jollen og dens historie, og han bliver oplært i brug og færdigheder der knytter sig til Ålborgjollen, hvor rig og skødning er unik, og ikke bruges længere i dag på andre joller.

Jollen har over de sidste 10 år sejlet med hjemhavn i Helsingør og deltaget i forskellige kulturelle arrangementer , hvor der har været tilbudt små ture.

Publikum til disse ture har typisk været pensionerede værftsarbejdere, søspejdere og andre der kan huske jollen og har minder om både. Jollen har fået stor bevågenhed og været genstand for mange spørgsmål og foto.

Ålsgård Søspejdere tog i 2010 en princip beslutning om at man ville videreføre den kultur arv og historie der er knyttet til Ålborgjollen, men med den forudsætning at ressourcer til jollen ikke måtte belaste Ålsgård Søspejdergruppe unødigt.

I dag kræver Jollen en kærlig hånd, den sejlede sidst i sommeren 2014, og har ligget i en hal siden da.

Generelt kan båden ud fra et håndværks synspunkt beskrives som i middel stand, men den kræver en professionel håndværksmæssig gennemgang, for at kunne leve op til sikkerhedsstandarder og fremstå smuk, som det klenodie den er ved at udvikle sig til.